| |
Huslejenævnet (§ 106)
Et huslejenævn tager stilling til de uenigheder, der kan være mellem udlejer og lejer, og nævnet kan derfor være en hjælp for dig, som lejer, hvis du ikke mener, at din udlejer overholder loven eller de aftaler, I har indgået.
Der er et huslejenævn tilknyttet til alle landets kommuner. Nogle har oprettet et i fællesskab med andre kommuner, nogle har et selv.
Du kan højst sandsynligt finde oplysninger om Huslejenævnet i din kommune, ved at gå ind på kommunens hjemmeside. Hvis ikke, kan du kontakte kommunen og spørge om de vil hjælpe dig med at finde ud af, hvor du skal henvende dig, hvis du vil i kontakt med Huslejenævnet. Kommunen har pligt til at besvare dine spørgsmål, eller henvise dig til et sted, der kan besvare dem.
Hvilke sager kan Huslejenævnet behandle?
• Hvis du og din lejer er uenige om vilkår i Jeres lejeaftale.
• Hvis du og din udlejer er uenige om din huslejes størrelse eller reguleringen af den.
• Hvis du og din udlejer er uenige om dit depositum, din forudbetalte leje eller den sikkerhed, du har stillet til udlejeren, hvis du lejer en fremlejet bolig.
• Hvis du og din udlejer er uenige om tilbagebetalingen af dit depositum, når du flytter fra boligen.
• Hvis du og din udlejer er uenige om din og din udlejers pligt til at renholde, vedligeholde og forny forhold i din bolig eller ejendommen i det hele taget.
• Hvis du og din udlejer er uenige om din pligt til at istandsætte boligen, når du flytter fra den.
• Hvis du og din udlejer er uenige om forhøjelsen af din husleje som følge af, at der er lavet forbedringer i din bolig og/eller om det varsel, du som lejer har fået for, hvornår arbejdet blev påbegyndt.
• Hvis du og din udlejer er uenige om din ret til at lave forbedringer i din bolig og/eller godtgørelsen herfor.
• Hvis du og din udlejer er uenige om en lejeaftale indgået for indeksfinansieret boligbyggeri.
• Hvis du og din udlejer er uenige om din betaling for varme, vand, tv-og internetadgang.
• Hvis du og din udlejer er uenige om din ret til at installere hjælpemidler i boligen.
• Hvis du og din udlejer er uenige i spørgsmål vedrørende den konto, til brug for forbedringer, som din udlejer har i Grundejernes Investeringsfond.
• Hvis du og din udlejer er uenige om Jeres råderet over arealer i tagetager taget i brug til beboelse efter d. 1. september 2002.
• Hvis du og din udlejer er uenige om, hvorvidt du, som lejer, ikke har levet op til reglerne for god skik og orden i ejendommen.
Derudover kan Huslejenævnet også bruges til at godkende enkelte forhold, bl.a. forbedringer i boligen eller ejendommen og lejemål, der oprettes i en tagetage i ejendommen.
Hvilke sager kan Huslejenævnet ikke behandle?
Der er også visse uenigheder mellem lejer og udlejer, som Huslejenævnet ikke kan tage stilling til:
• Hvis lejer og udlejer er uenige om opsigelsen eller ophævelsen af en lejeaftale (Huslejenævnet kan dog behandle sager, hvor der er uenighed om opsigelsen af værelseslejemål).
• Hvis lejer og udlejer er uenige om, hvilken brugsret lejeren har, når lejeren fremlejer eller bytter boligen og hvilken ret, lejeren har til at fortsætte lejeaftalen.
• Hvis lejer og udlejer er uenige om, hvilken adgang, udlejeren har ret til at have til lejerens bolig.
• Hvis lejer og udlejer udelukkende er uenige om mellemværende pengebeløb mellem parterne.
• Hvis lejer eller udlejer ønsker råd og vejledning om lejens størrelse eller f.eks. i forbindelse med forældrekøb.
• Hvis lejer og udlejer er uenige om hvilket afslag, der skal gives i huslejen, hvis der er mangler ved boligen.
Sager, hvor Huslejenævnet vurderer, at der kræver en egentlig bevisførelse at tage stilling til sagen, skal generelt behandles af boligretten i stedet.
Hvad gør du, hvis du har en sag, som Huslejenævnet ikke kan hjælpe dig med?
Alle spørgsmål, som ikke kan indbringes for Huslejenævnet, kan du indbringe for byretten (det, der i denne forbindelse også kaldes for boligretten). Her kan du læse mere om, hvad boligretten kan hjælpe dig med.
Hvordan indbringer man en sag for Huslejenævnet?
Det koster 133 kroner (2011) at indbringe en sag for Huslejenævnet. Det vil dog som oftest være din udlejer, der skal betale dette beløb, da det ofte er udlejers ansvar, at indbringe sagen for Huslejenævnet, hvis du indenfor de fastsatte frister og på korrekt vis har gjort indsigelse mod nogle af udlejerens dispositioner.
Når man klager til Huslejenævnet, skal det gøres skriftligt og klagen skal indeholde den dokumentation, der er nødvendig for at Huslejenævnet kan tage stilling til sagen.
Hvis nævnet synes, at det er nødvendigt, kan det bede om flere oplysninger fra dig og din udlejer eller andre private parter eller offentlige myndigheder.
Nævnet kan også vælge at se din bolig eller den ejendom, hvori den ligger. Hvis nævnet vil det, bliver I indkaldt til det mindst 1 uge før nævnet kommer.
Hvis du, som lejer, har klaget til Huslejenævnet, sender Huslejenævnet et brev til din udlejer om, hvad du har klaget over og din udlejer får så 2 uger til at komme med sine udtalelser.
Hvad er din mulighed for at klage over en afgørelse, som Huslejenævnet har truffet?
Hvis du eller din udlejer ikke er tilfreds med den afgørelse, som Huslejenævnet har truffet, kan man klage til boligretten. Læs mere her om boligretten.
Hvis man bor i Københavns Kommune kan man klage til Ankenævnet for Københavnske Huslejenævn. Der skal som udgangspunkt først klages til dette ankenævn, før man indbringer sagen for boligretten.
| | | |
 |
|
|
 | Find frem til information om alle landets retshjælpe. |
|
|
|
 |
 |
|
|
 | Find frem til information om alle landets advokatvagter. |
|
|
|
 |
 |
|
|
| Find frem til information om andre steder du kan få hjælp. |
|
|
|
 |
| | |