dinssslogo111-1.png

Hvad kan du få hjælp til?

 

Hovedydelsen hos en retshjælpsorganisation er mundtlig juridisk rådgivning. Udover rådgivning, kan du få hjælp med at skrive klager til offentlige myndigheder og ansøgning om fri proces. Den juridiske rådgivning foregår på alle 3 trin.


Der er ingen faste retningslinjer for, hvilke sager du kan få gratis retshjælp til. Retshjælpsorganisationer bestemmer selv hvilke typer opgaver, de beskæftiger sig med og de konkurrerer ikke med advokaterne. Som hovedregel kan du få retshjælp til alle sager, der vedrører forhold i dit privatliv. Dette er f.eks. tvister omkring din lejebolig og sager, hvor du, som forbruger, er i tvist med en forretningsdrivende om et køb. Sager om familiemæssige forhold som separation, skilsmisse og samværssager er også almindelige.


Der er dog visse sager, som du normalt ikke kan få hjælp til. Som erhvervsdrivende, vil du normalt ikke kunne få hjælp i sager, der vedrører dit erhverv eller køb og salg af fast ejendom. Og retshjælpen tilbyder almindeligvis heller ikke hjælp til udfærdigelse af forskellige dokumenter som testamenter, skøder, samlivskontrakter, ægtepagter og gældsbreve. Men nogle retshjælpe tilbyder faktisk hjælp hertil, så spørg dig for i retshjælpen. Hvis du skulle have brug for hjælp til dokumenter, udover hvad retshjælpsorganisationerne kan hjælpe med, bør du kontakte en advokat, som kan hjælpe dig imod betaling – eventuelt med offentlig støtte under trin 2 og 3.





DinRetshjaelp.dk · Postboks 5134 · DK-8100 Aarhus C · Telefon: 70 22 93 30 · E-mail:
dr@socialeretshjaelp.dk