Hvornår er man berettiget til tilskud som enlig forsørger?
Hvis du har et eller flere børn, men lever alene med dem, er du enlig forsørger og kan så få ordinært børnetilskud, friplads i daginstitution og større boligsikring.
For at være enlig forsørger må man ikke leve i noget ægteskabslignende forhold med en anden person (heller ikke selvom det er en anden person end den anden forælder), som ”bidrager til den fælles husførelse”.
Fordi kommunernes økonomi er presset, har mange kommuner kontrolgrupper, som arbejder med at afsløre socialt bedrageri. Hvis kommunerne sandsynliggør, at en enlig forsørger alligevel ikke er enlig, stopper de udbetalingerne af tilskuddene, som vedkommende modtager i kraft af at være enlig forsørger, og kræver ofte, at den pågældende borger tilbagebetaler de tilskud, vedkommende uretmæssigt har modtaget som enlig forsørger.
Derfor skal man som enlig forsørger være opmærksom på, hvorvidt man opfylder betingelserne for at være enlig forsørger.
Hvornår er man ikke enlig forsørger?
Man er ikke enlig forsørger, hvis man både har et ægteskabslignende forhold til en anden person og hvis den pågældende anden person bidrager til den fælles husførelse.
Kommunen skal kunne sandsynliggøre, at begge forhold gør sig gældende, hvis de fratager den enlige forsørger vedkommendes tilskud, fordi de vurderer, at vedkommende alligevel ikke er reelt enlig og derfor ikke berettiget til tilskud som enlig forsørger.
Man lever i et ægteskabslignende forhold til en anden, hvis ens forhold vil kunne føre til ægteskab.
Ens partner bidrager til den fælles husførelse, hvis vedkommende eksempelvis:
- bringer og henter børnene til og fra daginstitutioner
- handler ind til den enlige forsørger og børnene
- overfører penge til den enlige forsørgers konto
- vasker op og gør rent i den enlige forsørgers hjem
- opholder sig i den enlige forsørgers hjem
- tager på ferie med den enlige forsørger
- har sine personlige ejendele i den enlige forsørgers hjem
Det forhold, at den enlige forsørger og vedkommendes mulige partner ikke har fælles bopæl, er ikke tilstrækkeligt til at bevise, at den enlige forsørger reelt også er enlig.
Det er dog altid et krav, at kommunerne foretager en selvstændig, konkret og individuel vurdering af, hvorvidt den enlige forsørger reelt er enlig. Kommunerne skal, hvis de vurderer at vedkommende ikke reelt er enlig forsørger, på tilstrækkelig vis kunne sandsynliggøre, at der foreligger ”et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse”.
Ankestyrelsen har tidligere nævnt disse kriterier, som kommunerne bør lægge vægt på, når de vurderer, hvorvidt man er enlig forsørger:
- karakteren af forholdet mellem de involverede parter
- boligforholdene, hos den person, som kommunen mistænker for at leve sammen med den enlige forsørger
- hvorvidt parret tidligere har været gift eller samlevende, om de fortsat har hyppig kontakt og om de har fået børn sammen efter samlivets ophør
- de involverede parters egne forklaringer om deres relation til hinanden
Hvis du får ordinært og/eller ekstra børnetilskud som enlig forsørger, underskriver du formentlig en gang årligt en blanket fra kommunen, hvor du erklærer, at du er enlig forsørger. På denne blanket står der også kort, hvad det vil sige at være enlig forsørger – så læs det, før du skriver under.
Men det er sjældent særlig fyldestgørende og angiver derfor ikke, hvad kommunerne i praksis lægger vægt på, når de undersøger sager om socialt bedrageri.
Via. blanketten oplyses du også om, hvad der kan blive konsekvensen af, at afgive urigtige eller vildledende oplysninger om dine forhold:
- du får pligt til at tilbagebetale det beløb, du uretmæssigt har modtaget fra det offentlige
- du kan få en bøde for manglende og mangelfulde eller fejlagtige oplysninger om dine ændrede forhold efter retssikkerhedslovens § 12b
- du kan blive straffet for manglende og mangelfulde eller fejlagtige oplysninger om dine ændrede forhold efter straffelovens § 279
Hvilke pligter, kommunen skal overholde, når den behandler sager om socialt bedrageri
Der gælder de almindelige forvaltningsretlige regler for kommunernes håndtering af sager om socialt bedrageri:
Kommunen har pligt til at oplyse din sag og du har pligt til at hjælpe den med det
Det er kommunernes ansvar at oplyse sagen tilstrækkeligt til at kunne træffe den rigtige afgørelse.
Det er dit ansvar at hjælpe kommunen med at oplyse sagen, når du ansøger om noget hos kommunen. Hvis du ikke medvirker til sagens oplysning, må kommunen træffe deres afgørelse på det foreliggende grundlag. Og så godkendes din ansøgning måske ikke, fordi kommunen mangler de nødvendige oplysninger for at kunne godkende den.
Hvis du modtager hjælp eller tilskud fra kommunen, har du også pligt til at oplyse det til kommunen, hvis der sker ændringer i dine forhold, som kan have betydning for den hjælp eller de tilskud, du modtager.
Hvordan kommunen må undersøge din sag
Kommunen må benytte metoder, der står i et proportionelt forhold til formålet med at anvende disse. Der er således ikke nogen udtømmende beskrivelser af, hvad kommunerne må og ikke må i deres forsøg på at afsløre socialt bedrageri. Det beror på en konkret vurdering. Kommunerne må kun benytte de metoder, der er af mindst indgribende karakter, men stadig tilstrækkelige til at opfylde formålet med at undersøge borgere, kommunerne har under mistanke for socialt bedrageri.
I praksis betyder det, at kommunerne ikke må tjekke din facebookprofil, før de har undersøgt og indhentet andre mere oplagte oplysninger om din sag.
Kommunerne må gerne indhente oplysninger om dig fra andre dele af den kommunale forvaltning og fra andre myndigheder såsom f.eks. SKAT.
Hvis du har erklæret, at du er enlig forsørger og bor på en adresse, hvor der er tilmeldt andre personer over 18 år, skal kommunen bede dig om, at oplyse, hvorvidt du lever i et samlivsforhold med adressens anden tilmeldte voksen. Hvis ikke du kan afgive oplysninger, der afkræfter dette, går kommunen ud fra, at du ikke er enlig forsørger.
Hvis kommunen ellers anser det for sandsynligt, at du ikke er reelt enlig forsørger, kan kommunen bede dig om at fremvise dokumentation for specifikke forhold, der kan ændre kommunens opfattelse.
Kommunens pligt til at forsøge at få dit samtykke til at indhente oplysninger om dig
Normalt skal kommunen have dit samtykke til at indhente oplysninger om dig fra andre dele af forvaltningen og myndigheder. Men når oplysningerne indhentes i kontroløjemed, behøver kommunen ikke dit samtykke. Kommunen skal dog stadig som udgangspunkt spørge dig om samtykke, inden de indhenter oplysningerne.
Din ret til aktindsigt
Du har ret til at få aktindsigt i din sag. Både mens sagen stadig kører og der ikke er truffet en afgørelse og hvis der er truffet afgørelse i den. Der kan dog være nogle oplysninger og dokumenter, der er undtaget fra aktindsigten. Når du forlanger aktindsigt i din sag, skal du kunne identificere sagen overfor kommunen.
Kommunens pligt til at høre dig vedrørende nye oplysninger i din sag
Hvis kommunen har fået nye oplysninger i din sag, som giver dem grund til at træffe en afgørelse eller en ny afgørelse i din sag, har kommunen pligt til at foretage partshøring, inden de træffer deres afgørelse.
Ved en partshøring får du forelagt de oplysninger, kommunen påtænker at træffe deres afgørelse ud fra og du får så mulighed for at komme med nye oplysninger eller rettelser til de forelagte oplysninger. Du har ret til at komme med din udtalelse, for at sikre, at det er en rigtig afgørelse, som kommunen træffer, og kommunen skal inddrage dine eventuelle kommentarer, når de træffer afgørelsen.
Du har også ret til ikke at udtale dig vedrørende kommunens oplysninger på dig. Kommunen må således ikke forhøre dig.
Afgørelsens begrundelse og klagevejledning
Der er en række krav til den begrundelse, som kommunen skal give dig, hvis de har truffet en afgørelse i din sag, der ikke giver dig fuldt ud medhold. Hvis du får den mundtligt, kan du forlange at få den skriftligt – men inden 14 dage efter at du har fået den mundtlige begrundelse. En sådan begrundelse skal angive de retsregler, som er det lovmæssige grundlag for afgørelsen, de faktiske oplysninger, der ligger til grund for afgørelsen og de hovedhensyn, kommunen har lagt mest vægt på i sin afgørelse.
Begrundelsen skal også indeholde en klagevejledning, som skal angive den relevante klageinstans og oplysning om, hvordan man indgiver klagen og om eventuelle klagefrister.
Er du utilfreds med kommunens afgørelse i en sag ved kommunens socialforvaltning, kan afgørelsen som regel påklages til Det Sociale Nævn.
Du kan læse mere om, hvad kommunerne lægger vægt på, når de vurderer din sag her.
Du kan læse om, hvad Ankestyrelsen mener, at kommunerne skal lægt på, når de vurderer din sag her.