dinssslogo111-1.png
 
En retshjælpsorganisation er en selvejende institution, drevet af private foreninger/organisationer og finansieret af midler gennem puljer, fonde osv. Retshjælpsorganisationer er derfor uafhængige af politiske og andre interesser og således ikke tilknyttet offentlige myndigheder.

I retshjælpsorganisationen er der ansat frivillige jurastuderende, primært på kandidatdelen. De jurastuderende får vejledning og bistand af jurister, advokater mv. Du får således en kvalificeret rådgiver, som udelukkende ønsker at hjælpe dig med netop din juridiske problemstilling.

Alle retshjælpsorganisationer har tavshedspligt og den rådgivning du modtager, kan foregå anonymt. Du kan derfor trygt dele alle oplysninger om din sag med din rådgiver. På retshjælpen mødes du af en rådgiver, som du kan tale med din sag om. Din sag vil hele tiden være tilknyttet den samme rådgiver. Rådgiveren er som udgangspunkt på arbejde én gang om ugen og det er i dette tidsrum, du har mulighed for at henvende dig til retshjælpsorganisationen.

Afhængigt af sagens karakter, vil rådgiveren enten give dig grundlæggende mundtlig juridisk rådgivning eller tilbyde at foretage lettere skriftlig sagsbehandling for dig. Hvis retshjælpen påtager sig at behandle din sag, vil rådgiveren skrive breve til modparten, kreditorer, offentlige myndigheder mv. og håndtere sagen fra start til slut.

I flere af Danmarks større byer er der retshjælpsorganisationer, hvor du kan få gratis retshjælp, hvilket vil sige, at de kan hjælpe dig, hvis du står med et juridisk problem. I de byer, hvor der ikke er retshjælpsorganisationer, er der ofte en advokatvagt eller en advokatretshjælp.

Hvad du kan forvente af hjælp fra den enkelte retshjælp, vil dog variere meget, både i forhold til hvilke sager du kan få hjælp til, på hvilken måde du skal henvende dig, og hvor omfattende en hjælp du kan få. Da der således kan være forskel på de forskellige retshjælpsinstitutioner, henvises du til at bruge vores søgefunktion under Find retshjælp.



DinRetshjaelp.dk · Postboks 5134 · DK-8100 Aarhus C · Telefon: 70 22 93 30 · E-mail:
dr@socialeretshjaelp.dk