Advokat på trin 1, 2 og 3

Her kan du se en oversigt over, hvornår du kan få tilskud eller gratis hjælp ved færdiguddannede advokater, og hvad du kan få hjælp til. Offentlig retshjælp og retshjælpsorganisationer, der tilbyder gratis rådgivning, uanset hvilken indkomst du har, er to forskellige ting.

Hvad er retshjælp på trin 1?

Trin 1 er en grundlæggende og kort, mundtlig rådgivning vedrørende hvilket som helst retsspørgsmål. Den er gratis for dig, uanset din indkomst. Her får du et hurtigt overblik over situationen og svar på konkrete spørgsmål uden decideret sagsbehandling. Retshjælp på trin 1 foregår hos advokatvagterne, retshjælpsorganisationerne og beneficerede advokater i deres åbningstid.

Rådgivning på trin 2

Økonomiske betingelser

Du skal opfylde økonomiske betingelser for at få rådgivning på trin 2. Beløbene reguleres hvert år.

Fra 2015 må din indkomst ikke være højere end 304.000 kr. før skat, hvis du er enlig. Hvis du er samlevende, må summen af jeres fælles indkomst ikke være højere end 386.000 kr. før skat (2015).

Hvis den sag, du søger om rådgivning til, er en sag hvor I som samlevende ikke har samme interesser, er det din egen indtægt, der er afgørende. Det vil sige, at hvis du rejser en sag mod din samlever, er der de samme økonomiske betingelser, som hvis du var enlig.

Beløbene forhøjes med 53.000 kr. (2015) for hvert barn, herunder stedbørn og plejebørn under 18 år, der enten bor hos dig eller i overvejende grad forsørges af dig. Det vil sige, at hvis du har et barn under 18 år boende, og du er enlig, må din indkomst ikke være højere end 358.000 kr. før skat (2015).

Hvad kan advokaten hjælpe med?

Retshjælp på trin 2 omfatter rådgivning om dine juridiske problemstillinger, du har. Herudover har advokaten mulighed for at udforme skriftlige henvendelser i begrænset omfang. Dette kan fx være ansøgninger om fri proces, ægtepagter, enkle testamenter mv. Advokaten har her mulighed for at deltage i møder, hvis der er behov for dette.

Retshjælp på trin 2 betyder, at advokaten kan arbejde for 1.010 kr. (2015). Her betaler staten 75 % og du betaler 25 %. Du skal altså selv betale 252,50 kr. (2015). Advokaten vil herefter vejlede dig om, hvad dine muligheder er.

Husk på, at hvis du har en retshjælpsforsikring der dækker, er det denne, der skal dække udgiften, og ikke staten.

Du kan godt modtage retshjælp på trin 2 og 3 samtidig.

Rådgivning på trin 3

Økonomiske betingelser:

Ved rådgivning på trin 3 er der nogle økonomiske betingelser, du skal opfylde for at være berettiget til at modtage rådgivningen. Beløbene reguleres hvert år.

Fra 2015 må din indkomst ikke være højere end 304.000 kr. før SKAT, hvis du er enlig. Hvis du er samlevende, må summen af jeres fælles indkomst ikke være højere end 386.000 kr. før skat (2015).

Hvis den sag, du søger om rådgivning til, er en sag hvor I, som samlevende, ikke har samme interesser, er det din egen indtægt, der er afgørende. Det vil sige, hvis du rejser en sag mod din samlever, er der de samme økonomiske betingelser, som hvis du var enlig

Hvis du har hjemmeboende børn under 18 år, herunder stedbørn og plejebørn, som har folkeregisteradresse sammen med dig, forhøjes beløbene med 53.000 kr. (2015) for hvert barn. Det samme gælder, hvis du er primær forsørger for et barn.  Det vil sige, at hvis du har et barn under 18 år boende, og du er enlig, må din indkomst ikke være højere end 358.000 kr. før skat (2015).

 

Hvad kan advokaten hjælpe med?

På trin 3 kan advokaten hjælpe med at løse en strid ved at indgå et forlig mellem parterne. Det betyder, at du kun kan få rådgivning på dette trin, hvis advokaten vurderer, at det er muligt at du og modparten kan blive enige i sagen.

Retshjælp på trin 3 betyder, at advokaten kan arbejde for 2.320 kr. (inklusiv moms) (2015). Her betaler staten 50 %, og du betaler 50 %. Du vil altså selv betale 1.160 kr. (2015). Herefter vil advokaten vejlede dig om, hvad dine muligheder er. Hvis du har en retshjælpsforsikring, der dækker udgiften, dækker staten ikke udgiften. En beneficeret advokat kan oplyse dig om, hvorvidt din problemstilling er omfattet af muligheden for at få retshjælp på trin 2 og 3 eller ej.  Du kan godt modtage retshjælp på trin 2 og 3 på samme tid.

I hvilke sager kan du ikke få retshjælp på trin 2 og 3?

Retshjælp på trin 2 og 3 kan ikke gives til:

  • sigtede eller tiltalte i straffesager (men ”ofret” kan få retshjælp)
  • en erhvervsdrivende, der har solgt noget (men forbrugeren kan få retshjælp)
  • personer med sager, der omhandler gældssanering (hvor der gælder særlige regler om gratis advokatbistand)
  • personer med sager, der behandles af en forvaltningsmyndighed eller af et godkendt klagenævn.

 Klager over en forvaltningsmyndighedsafgørelse er dog inkluderet.

Hvad betaler du for ved retshjælp på trin 2 og 3?

Pr. 1. januar 2014 får advokaten 75 % af lønnen på i alt 1.010 kr. inkl. moms (2015) ved advokathjælp på trin 2 betalt af statskassen og de resterende 25 %, dvs. 252,50 kr. (2015) af dig, det vil sige at du selv skal betale 252,50 kr. (2015)

Retshjælp på trin 3 koster dig 1.160 kr. (2015) Advokaten får samme beløb lagt oveni af statskassen. Får du retshjælp på både trin 2 og 3 får du lavet advokatarbejde for 3.330 kr. (2015), hvoraf du selv kun skal betale 1.412,50 kr. (2015).

Advokatens pligt til vejledning

Inden du får retshjælp på trin 2 og trin 3, skal advokaten orientere dig om de omkostninger, du får i forbindelse med rådgivningen. Advokaten skal også vejlede dig om andre retshjælpsmuligheder, som fx advokatvagt eller en retshjælp. Desuden er din advokat forpligtet til at fortælle dig, når den offentlige retshjælp på trin 2 eller 3 er brugt op, så du selv kan tage stilling til, om du vil betale advokatens fulde løn for yderligere hjælp.