Advokat

Hvis din sag ikke opfylder kravene for retshjælp hos advokatvagter, retshjælpsorganisationer, retshjælpsforsikring eller fri proces, kan du i stedet søge hjælp hos en af landets mange advokater. En advokat er en uvildig rådgiver, som varetager dine interesser og dine alene. Advokaten har tavshedspligt, så du kan trygt betro dig til advokaten. Helt grundlæggende kan du forvente en professionel rådgiver med stor faglig og praktisk indsigt inden for sit område. Du kan finde en advokat via blandt andet Advokatsamfundets hjemmeside HER.

Hvad kan jeg bruge en advokat til?

 En advokat kan hjælpe dig med mange forskellige forhold. F.eks. kan en advokat være behjælpelig ved huskøb, skilsmisse, testamente, med at starte en virksomhed mv. I sådanne situationer er det en god idé at kontakte en advokat, da advokater er eksperter i de komplicerede regler i disse områder.

 Advokater er trænede til at løse både praktiske og teoretiske problemer inden for juraen, men de kan ikke kun hjælp med at løse problemer, der allerede er opstået. Advokater er gennem deres uddannelse trænede til at forudse problemer og til at rådgive deres klienter om, hvordan de kan undgås.

Specialisering indenfor retsområder

Der er advokater, som har specialiseret sig inden for et enkelt retsområde, f.eks. miljøret eller skatteret, og advokater som behandler sager inden for flere forskellige retsområder. Du bestemmer selv, om du vælger en advokat, der er specialist inden for et bestemt område eller en, som har en generel viden på flere områder.

Hvad der er bedst afhænger af, hvilken rådgivning du har brug for. Nogle vil helst have en lokal advokat fra et mindre kontor, mens andre foretrækker en advokat fra en stor advokatvirksomhed. Du skal derfor overveje, hvilken advokat du ønsker at have.

Du kan læse mere om, hvilken hjælp du kan få fra en advokat på Advokatsamfundets hjemmeside HER.

Hvad koster en advokat?

Ingen fast timepris

Der er ikke én fast timepris for alle advokater, da det er i strid med konkurrencereglerne i Danmark. Advokaten kan dog ikke fuldstændig frit fastsætte sit salær og må kun tage en ”rimelig” betaling for sit arbejde. Der er derfor grænser for, hvor dyrt det kan være, at gå til en advokat.

Ring og hør nærmere

Hvis du er i tvivl om, hvad hjælp fra en advokat vil koste, kan du ringe til et par advokater eller advokatfirmaer og spørge, hvad de skal have for at kigge på sagen. Nogle advokater kan tage mere for rådgivningen end andre, fx fordi de er specialister.

Oplysning om pris og rådgivning

Er du almindelig forbruger, skal advokaten af sig selv oplyse dig om, hvad det koster at få løst en bestemt opgave. Det kan ske, så snart I har aftalt, at advokaten skal rådgive dig. Du skal også have besked om de vigtigste elementer, som indgår i den rådgivning, advokaten vil give dig. Du har som kunde krav på at få at vide hvad hovedelementerne i advokatens rådgivning vil være og hvad det kommer til at koste.

Prisoverslag

Hvis det ikke er muligt at oplyse prisen, skal advokaten give dig et overslag over, hvad det ca. vil koste eller fortælle dig om, hvordan regningen i sidste ende vil blive beregnet. Advokaten skal også fortælle dig om eventuelle forventede udlæg, fx afgifter til det offentlige.

Vurdering af sagen

Det er en god idé at bede advokaten om at vurdere, hvad du vil få ud af advokatens hjælp, inden du fx vælger at føre en retssag. Advokaten kan ikke forudsige resultatet med 100 procents sikkerhed, men kan give dig en idé om, hvordan sagen vil ende, og om du skal bruge dine penge på advokatbistand.

Erhvervsdrivende

Er du erhvervsdrivende, skal advokaten kun oplyse, hvad det koster, hvis du beder om det, derfor er det vigtigt at du spørge ind til den forventet pris samt beder advokaten om at orientere dig, såfremt denne forventer at det vil koste mere end først antaget.

Kan jeg klage over en advokat?

 Ja, du kan godt klage over din advokat, dog er de fleste klienterne heldigvis tilfredse med advokatens arbejde, men er du utilfreds over rådgivningen, prisen, sagsbehandlingen eller arbejdet generelt kan du klage til Advokatnævnet.

Advokatnævnet

Alle advokater i Danmark er underlagt Advokatnævnets krav om god advokatskik. Det betyder, at advokaten skal rette sig efter Advokatnævnets afgørelser. Advokaten kan dog anke en afgørelse fra Advokatnævnet til domstolene. Hvis du taber en sag mod en advokat i Advokatnævnet, kan du vælge at indbringe sagen for domstolene. I Danmark er det gratis at klage over en advokat.

Opfyldelse af krav

Før du klager, skal du undersøge om din sag opfylder kravene for at kunne klage. Advokatsamfundet anbefaler, at du taler med din advokat før du klager, da erfaring viser, at mange sager kan løses ved simpel kommunikation partnerne imellem.

Du kan læse mere om, hvordan du klager på advokatsamfundets hjemmeside HER.

Hvordan finder jeg en advokat?
Du skal først finde ud af, hvilke ønsker du har til din advokat. Mange vælger en advokat, de har fået anbefalet af venner eller familie. Det er bedst, hvis du finder en advokat, der er specialiseret i lige netop det problem du står med og det kan derfor i nogle tilfælde være nødvendigt, at finde en anden advokat end den dine venner eller familie anbefaler.

 

Der findes omkring 6000 advokater i Danmark og det kan være svært at finde den rigtige. Du kan få hjælp til at finde en advokat gennem Advokatsamfundets Advokatnøgle. Her har du muligheden for at søge på advokatens navn, firmanavn, geografisk placering og specialer.

 

Du har altså mulighed for at søge efter en konkret advokat eller et firma, du har hørt om HER.
Kan det blive dyrere, end advokaten har sagt?

Det korte svar er ja. Der kan opstå problemer under sagsforløbet, som advokaten ikke kunne forudse. Advokaten skal så tidligt som muligt fortælle dig, hvis det prisoverslag, der er givet, alligevel ikke kommer til at holde stik.

Hvilke sanktioner kan en advokat få ved en klagesag?

Hvis Advokatnævnet i en disciplinærsag finder, at advokaten har overtrådt god advokatskik, kan nævnet idømme advokaten en sanktion. Sanktionerne gives afhængigt af, hvor alvorlig overtrædelsen af god advokatskik er. Advokaten kan få en irettesættelse eller en bøde. Er overtrædelsen meget grov, kan advokaten blive frakendt sin advokatbeskikkelse, dvs. retten til at være advokat.

Alle advokater skal have en ansvarsforsikring. Forsikringen dækker de professionelle fejl en advokat måtte begå. Du kan også få hel eller delvis erstatning hvis din advokat eller advokatens personale uretmæssigt har brugt midler, som du havde betroet advokaten i hans/hendes egenskab af advokat.

Hvis et tab, som er opstået på grund af en fejl fra advokaten, ikke dækkes af forsikringen, kan du søge om erstatning fra Advokatsamfunds Erstatningsfond som du kan læse mere om HER.

Tryk på “Advokater” herunder og find en advokat

FindHjaelp-60Bold2-Advokater