TastSelv-kode & NemID

Herunder kan du læse mere om TastSelv-kode og NemID, der blandt andet er dit log-in det offentlige.

Hvad er en TastSelv-kode?
En TastSelv-kode er din adgangskode til alle dine skatteoplysninger, der findes på SKAT’s hjemmeside. Her kan du se dine forskudsopgørelser, årsopgørelser og andre relevante skatteoplysninger. Her kan du også se, om du har udeståender til offentlige myndigheder, og om du skal betale en restskat. Når du har en TastSelv-kode, kan du selv ændre dine skatteoplysninger i din forskudsopgørelse – eksempelvis ændre din indkomst, hvis du får et nyt job. Hvis du ændrer oplysningerne i din forskudsopgørelse, vil der automatisk blive udregnet et nyt skattegrundlag.
Hvor og hvordan får jeg en Tast Selv-kode til SKAT?
Du bestiller en Tast Selv-kode på SKAT’s hjemmeside, www.skat.dk, under ”Borger” og ”TastSelv”. Ved bestillingen indtaster du dit CPR-nummer, og herefter sendes der en kode med brevpost til din folkeregisteradresse. Du kan også få tilsendt din TastSelv-kode til din e-mailadresse. Der kan ligeledes fås adgang til dine skatteoplysninger ved brug af NemID.
Hvordan får jeg et nem-id?

Du kan bestille et NemID på flere måder, enten gennem NemIDs hjemmeside eller på Borgerservice.

Online bestilling

Hvis du har et dansk kørekort eller pas, kan du bestille et NemId på NemIDs hjemmeside. Kørekortet eller passet skal bruges som bevis på, at du er dig. Ved bestillingens skal du indtaste; cpr-nummer, mobilnummer, e-mail-adresse samt dit kørekort- eller pasnummer.

NemID Nøgleappen

Hvis du ikke ønsker et fysisk nøglekort, kan du i stedet hente dit NemID til din smartphone eller tablet. Du kan nemt hente NemID Nøgleappen i App Store eller Google Play. Når du har hentet NemID Nøgleappen, skal du logge ind, hvorefter der går en time, før du kan bruge appen.

Bestilling hos Borgerservice

Såfremt du ikke kan eller vil bestille dit NemID på internettet,  kan du få et NemID  ved at henvende dig til Borgerservice i din kommune. Her kan en medarbejder bestille et NemID til dig. Dette kræver gyldig legitimation. På NemIDs hjemmeside kan du se, hvilke krav der stilles til legitimation.

Du kan få dit NemID udleveret med det samme, hvis du medbringer gyldig legitimation og endvidere besvarer 2-4 kontrolspørgsmål korrekt eller stille med et vitterlighedsvidne.  Vitterlighedsvidnet skal være fyldt 15. år, kunne fremvise egen gyldig billedlegitimation og underskrive en tro og love-erklæring under strafansvar. Hvis du ikke ønsker at besvare kontrolspørgsmålene eller stille med et vitterlighedsvidne, vil du i stedet få NemID sendt til din hjemmeadresse.

Hvad gør jeg, når der snart ikke er flere nøgler på mit nøglekort?

Når der er 20 ubrugt nøgler tilbage på dit nøglekort, vil der automatisk blive sendt et nyt nøglekort til dig med posten. Hvis du ikke modtager dit nye nøglekort, kan du kontrollere dine forsendelsesoplysninger i selvbetjeningen på NemIDs hjemmeside.

Hvad er et NemID?

Et NemID er din adgangskode til stort set alle onlinesteder relateret til det offentlige og flere private selvbetjeningsløsninger, herunder blandt andet banker. Det skal bruges, uanset om du skal på sin netbank, benytte SKATs hjemmeside eller kommunens online selvbetjening. Når du logger ind på SKATs hjemmeside med et NemID, kan du se dine forskudsopgørelser, årsopgørelser og andre relevante oplysninger fra SKAT, præcis som med Tast selv-koden. Derudover kan du bl.a. bruge NemID til at åbne e-Boks eller tjekke dine forsikringer.

Hvem kan få NemID?

Du kan få NemID, når:

  • Du er fyldt 15 år (er 15 år eller derover)
  • Du har et dansk cpr-nummer
  • Du kan opfylde visse krav til legitimation. Du kan se kravene på NemIDs hjemmeside.

Du behøver ikke være dansk statsborger for at få et NemID. Du kan eksempelvis få NemID, hvis du har dansk opholdstilladelse eller studerer i Danmark.

Hvis du er under 15 år eller ikke har et dansk cpr-nummer, kan du få NemID kun til din netbank ved at kontakte din bank.

Hvordan bruger jeg NemID?

Et NemID består af et bruger-id (selvvalgt brugernavn eller CPR-nummer), en adgangskode, du selv bestemmer, og et nøglekort med “nøgler”, som er en masse talkoder. Når man er logget ind med sit bruger-id og sin adgangskode, kommer der fire tal frem. Dem skal man finde på sit nøglekort og derefter skrive den ”nøgle” (seks tal) der er angivet ud for de fire cifre.

Hvordan aktiverer jeg mit NemID?

Førend du kan begynde at bruge dit NemID, skal det aktiveres. Du modtager en midlertidig adgangskode med posten eller pr. sms, som du kun skal bruge, første gang du vil bruge NemID. Ved første login beder systemet dig om at oprette din egen adgangskode, som skal bruges, når du logger ind efterfølgende.